29. juni 2022  |   Branchenyt  |   Retail

Detailhandlen 2022:

Hvor står vi, og hvad er i vente?
Et højdepunkt på APPLiA’s branchedag 28. april var debatten med Elgigantens direktør Peter Stedal og Whiteaways chef for e-commerce Jacob Balshøj. De to gjorde status over aktuelle udfordringer og løftede blikket mod fremtidens marked. Her er de vigtigste pointer.

Retail
29. juni 2022  |   af Søren Bang Hansen

Købelyst efter Corona?

  • PETER: Pandemien flyttede fokus til det nære, så det har været til gavn for vores branche. Nu bliver spørgsmålet: Har de fået nok, de kære danskere? Mange higer efter at komme ud at rejse, men samtidig har vi fået øjnene op for, hvad en god kaffemaskine kan gøre. Og så kommer der jo hele tiden nye innovationer. Det er det herlige ved den her branche.
  • JACOB: Et af scenarierne er, at markedet kommer til at se en afmatning. Hvis husbyggeriet og antallet af renoveringer går ned, kommer vi til at se en effekt. Men vi tror stadig, at vi kan holde en nogenlunde flad markedsudvikling. Ikke med så høj vækst som tidligere, men en relativt stabil situation.
  • PETER: Når priserne på alt muligt stiger, bliver der færre penge til vores produkter. Vi har selvfølgelig kunnet mærke det. Forbrugertilliden er rekordlav, men nogle af vores varer er helt nødvendige, fx til madlavning og tøjvask. Så kan den nye fladskærm måske vente et år mere.
  • JACOB: På vores samlede forretning i Danmark ligger vi omkring indeks 100 i forhold til sidste år. Men sammenlignet med 2019 ligger vi 15 procent over, så det er markant bedre end før corona. Men de sidste par måneder har da været hårde.
  • PETER: De næste 3-4 måneder bliver spændende. Vi kom ud af corona og direkte over i Ukraine-konflikten. I krisetider er der større fokus på pris, men vi tror stadig på et højt niveau – og har en forventning om at fortsætte vores positive udvikling, også i året der kommer.
– I krisetider er der større fokus på pris, men vi tror stadig på et højt niveau, siger Peter Stedal fra Elgiganten.

Kradser forsyningskrisen?

  • PETER: Vi har i to år navigeret i ukendte farvande på grund af corona. Alle har skullet vænne sig til at skifte kurs, og det ser ud til at fortsætte lidt endnu. Det lægger et ekstra pres – særligt på indkøb og salg, som skal forholde sig til, at tingene ændres med kort varsel. Men det er der også en vis sjov i.
  • JACOB: Jeg ved ikke, om jeg er lige så optimistisk. Vi må skuffe flere kunder end tidligere, i forhold til om varerne kommer til tiden. Når jeg ser på vores lager, som jo også leverer til Skousen, har vi masser af varer. Om det så lige er de rigtige varer, har vi så en dialog om – også med jer.
  • PETER: Det er sagen i en nøddeskal. Nogle produkter er mere eftertragtede end andre. På det punkt er hvidevarer mere taknemmelige end fx mobiltelefoner. Det er jo ikke alle, der skifter, fordi der kommer en ny vaskemaskine. Der har været langt på hylderne mellem nogle varer, men med lidt tålmodighed går det nok.
– Online-salget er dykket markant de sidste par måneder, fortæller Jacob Balshøj fra Whiteaway.

Fysisk butik eller nethandel?

  • JACOB: Online-salget er dykket markant de sidste par måneder. Efter corona vil mange nok gerne i butik, fordi de har været tvunget til at handle online. Niveauet lander nok et sted mellem nu og niveauet før corona.
  • PETER: Jeg er helt enig. Vi har siddet hjemme i to år, så nu er der behov for at komme ud at røre, se og dufte lidt. Der er nogle ting, man ikke kan bag skærmen.
  • JACOB: Vi ser flere kunder ude i vores fysiske butikker. Det er meget tydeligt, hvordan det er skiftet.
  • PETER: Men vi vil se det samme som i udlandet, nemlig at online-penetrationen vokser. Og så tror jeg, vi vil se en fortsat konsolidering i markedet. De store bliver større, nogle i midten vil forsvinde eller blive decimeret, og så vil der være specialisterne, som er superdygtige på helt specifikke områder. ?

Vil kunderne have “smarte” produkter?

  • JACOB: Det er et salgsargument, men vi har ikke en opfattelse af, at det bruges så meget. Lige nu er der nogle forhindringer på grund af chipmangel, men vi har ikke haft svært ved at overbevise kunderne om, at det ikke er det, produktet står og falder med.
  • PETER: Smarthome er kommet for at blive. Men meget afhænger af, hvor gode vi er til at fortælle historien og gøre det enkelt for forbrugeren. Det er en hurdle, at der er så mange forskellige ”økosystemer”, og især ældre har det svært. Vi vil gerne ind og hjælpe forbrugerne, for der ligger nogle åbenbare muligheder.
  • JACOB: Produkterne skal også give mening, så det ikke bare er smart for at være smart. Der, hvor det virkelig gør en forskel, fx robotstøvsugere, der sælger det. Men hvor stor værdi har det, at du kan starte ovnen, når du ikke er hjemme? På IFA for 10 år siden så jeg køleskabe, der selv kunne bestille varer, men det er jo ikke slået igennem.

Eller skal alt bare være “grønt”?

  • PETER: Mere end 60 procent af vores kunder efterspørger grønnere løsninger. I Danmark er vi et ”sweet spot”, fordi der i mange år har været fokus på hvidevarers energiforbrug.
  • JACOB: Det kan jeg tilslutte mig. Viljen til at betale for grønnere produkter er stigende. Det er selvfølgelig noget, vi følger meget: Hvor ligger grænsen for, hvad kunderne vil betale for den ekstra gode energimærkning?
  • PETER: Med hensyn til holdbarhed er der også en vis skærpelse i forhold til forventningerne. Det må man indse i producentleddet, hvor man må kunne give et estimat på, om produktets levetid fx er 10 år. At det så holder 8 eller 12 år, det skal vi forvente.
  • JACOB: Kunderne vil i stigende grad betale for ekstra levetid på tingene. Spørgsmålet er, om vi skal tvinge alle kunder til at betale for dette, eller om det skal være mere op til den enkelte.

Er genbrug fremtiden?

  • JACOB: Det grønne argument vokser meget hos forbrugerne, men prisen fylder stadig, så det skal give økonomisk mening at vælge en brugt maskine frem for en ny. Det bliver spændende at følge.
  • PETER: Det bliver større, men spørgsmålet er, hvad der bliver efterspurgt. Man vil godt betale 1000 kr. for en brugt mobil, men er der samme betalingsvilje til en otte år gammel vaskemaskine, som er blevet gul i toppen? Vi er i en branche, som er en del af problemet. Men vi er også en del af løsningen. Det er vigtigt, at vi erkender det, for hvis vi ikke har lysten, og tror på det, så bliver det ikke godt. Men det er den vej, vi skal.
corona | covid-19 | elgiganten | forbrugeradfærd | retail | whiteaway
Del på

Tilmeld dig automatisk advisering om nyheder fra Hvidvare-Nyt - klik her
Læs også....
Vild åbning af Danmarks største elektronikvarehus
"Jeg er målløs! Trods over 30 år i elektronik- og hvidevarebranchen har jeg aldrig oplevet noget, der tilnærmelsesvis matcher vores rekordåbning af POWER i Ishøj."

Whiteaway med ny CEO
Thomas Zeihlund, tidligere Too Good To Go, er ny CEO i Whiteaway Group. Han skal tage koncernens vækst "til næste niveau".

Trodser krisen: Elektronikkæder åbner nye butikker
Trods inflation, energikrise og rekordlav forbrugertillid er både Elgiganten og Power klar til at åbne nye butikker.

Hvidevare-gazelle i Kalundborg
Tour de France-feltet svinger forbi en af landets bedst etablerede hvidevarebutikker. Den lokale Punkt 1 i Kalundborg er flere gange blevet Gazelle-virksomhed i dagbladet Børsen.

Whiteaway køber Frigor  
Viborg-virksomheden Vibocold A/S har solgt varemærket Frigor til Whiteaway Group, der fremover vil have Frigor-produkter som private label.

Euronics: nordens største indkøber
Euronics, Nordens største indkøber af hvidevarer, kom ud af 2021 med et resultat på primær drift på 9,17 mio. kr.

Punkt 1 leverer varerne i Kalundborg
Når der står lystbåde parkeret i vejsiden, nærmer man sig havet.

Butikskæder satser på bæredygtighed
Power udvider snart RePower-konceptet med en stor butiksafdeling for genbrugte varer. Også Elgiganten arbejder på at skabe øget opmærksomhed om en bred vifte af bæredygtige tiltag.

El-Salg med det hele
El-Salg-kæden har lanceret et nyt finansieringskoncept for hvidevarer, der læner sig op ad de populære abonnementstjenester.

POWER med repower
Brugt elektronik kan blive til ny indtjening.

Elgiganten beholder førertrøjen
Elgiganten har i første halvår af 21/22 tangeret sin omsætningsrekord fra året før – og dermed cementeret sin position som markedsleder inden for handel med hvidevarer og elektronik.